Den dag alting ændrede sig [Del 2]

Min mor ringede selvfølgelig til min far og fortalte det hele og at vi nu skulle indlægges på børneafdelingen på Skejby sygehus. Vi fik pakket lidt af hvert og jeg kan huske at det var svært at finde ud af hvad jeg skulle tage med. Jeg havde aldrig været indlagt før og jeg vidste ikke noget om noget som helst!

Min mor og jeg satte os ind i bilen og kørte mod Skejby. Jeg vil tro at klokken var 17-18 da vi drog afsted. Jeg kan især huske ét samtale emne der var oppe på køreturen og det var selvfølgelig sygdommen – diabetes. Føj det lyder grimt hva?! Jeg kan huske at jeg sagde “Det er da altid noget at det ikke hedder fedt-syge; Tænk hvis man ikke måtte spise fedt! Så kunne man jo aldrig spise pizza og pomfritter?!” Jeg blev klogere!

Da vi ankom til sygehuset, blev vi guidet ind i et forholdsvis stort rum. I midten af rummet stod en hospitalsseng, som jeg skulle lægge mig op i. Som sagt, så gjort. Rundt om på alle vægge hang måleudstyr, ilt udstyr og alt mulig andet. Jeg var virkelig INDLAGT nu! Denne her del er lidt udvisket i min hukommelse, men jeg mener der var et sted imellem to og fire sygeplejersker på stuen. Jeg lå i sengen og min mor sad ved siden af på en stol. Jeg fik en blodtryksmåler om armen og imens den pustede manchetten op, gik sygeplejerskerne rundt og sørgede for andre ting. Men men men, manchetten stoppede ikke med at puste som den plejer, den fortsatte bare! Min blodårer i håndleddet blev større og større og jeg kiggede bare febrilsk over på min mor som fik råbt til en sygeplejerske.. Manchetten blev flået af min arm, den var tydeligvis heller ikke helt rask, men så passede vi jo godt sammen, den og jeg! Jeg fik vidst målt et blodtryk derefter, men jeg var altså ikke helt gode venner med blodtrykmåleren efter dens lille stunt!

Efter at have været på modtagelsesstuen i en times tid, blev vi vist ind på den stue jeg skulle være indlagt på. Det var en fire sengs stue og i en seng skrådt overfor min, lå en anden ung pige, som var indlagt med meget alvorlig anoreksi.

De dage jeg var indlagt flød meget sammen. Jeg var til diætist flere gange, men det eneste jeg rigtig kan huske er, at hun havde uldsokker på i hendes åbne sandaler. Det synes jeg virkelig var kikset! Jeg brugte også meget tid ude i afdelingens køkken hvor jeg spiste rugfler og melon!

Inden jeg blev indlagt havde jeg tabt rigtig mange kilo, rigtig hurtigt! Der var nogle der havde spurgt om jeg havde anoreksi – Så det var ret slemt! Det mest skræmmende er, at jeg slet ikke selv havde set det! Som jeg tit har joket med, så er den mest effektive kur, at have diabetes uden at vide det! Du kan spise lige hvad du vil og alligevel tabe dig helt vildt – Det er da smart!

Jeg snakkede med mange forskellige sygeplejersker under indlæggelsen og mange læger og så hende diætisten. De var rigtig søde allesammen, men min yndlings var nat sygeplejersken. Jeg snakkede stort set ikke med hende, men hun var så sød når hun kom snigende om natten med hendes kolde fingre og målte mit blodsukker og gav mig et glas saftevand hvis mit blodsukker var lige til den lave side. Hun var SÅ sød og det er faktisk på grund af hende, at jeg sidder her som uddannet sygeplejerske i dag – Så tak søde nat sygeplejerske!

Jeg var indlagt i fem dage, fra onsdag til søndag formiddag. Min mor var indlagt sammen med mig, men tog så hjem lørdag og så overnattede jeg alene den sidste nat. Det var jo også hårdt for min mor at være indlagt sammen med mig! Hun vågner meget let, så hun vågnede jo hver gang sygeplejerskerne kom ind om natten, og hende der lå på samme stue som mig, havde en fast vagt siddende ved sig hele døgnet de første par døgn, så der var jo hele tiden en form for aktivitet på stuen, også om natten.

På de fem dage lærte jeg at måle blodsukker, tage insulin og lærte om hvad der var godt at spise mm. Inden de fem dage var gået, så havde jeg taget 4 kg. på – Det var altså ret godt klaret synes jeg selv (og min mor)! Jeg var SÅ tynd da jeg blev indlagt, så det var rigtig godt for mig at tage på!

Jeg kan huske at jeg en dag fik besøg af tre veninder fra klassen – mine bedste veninder! De kom en dag hvor jeg skulle have taget blodprøver. Vi sad ude i et opholds areal og snakkede, da laboranten kom, og jeg stak bare armen frem, for jeg havde efterhånden vænnet mig til det. De andre kiggede lidt underligt, de var jo ikke vandt til, at der sådan var nåle, blod og læger overalt omkring dem! De var så søde de tre piger og vi havde en rigtig hyggeligt eftermiddag – De havde endda været så søde at tage en gave med til mig! Den blev jeg glad for!

Flere gange under indlæggelsen, blev jeg bedt om at løbe op og ned ad trapperne, hvis mit blodsukker var lidt for højt. Det synes jeg virkelig var noget underligt noget, men det virkede!

Jeg kan huske en aften, imens min mor også var på sygehuset, hvor jeg var gået udenfor en aften. Jeg tror måske jeg skulle snakke i telefon. Da jeg så ville ind igen, så havde dørene ind til sygehuset eddermame låst sig i! Så stod jeg derude og kunne ikke komme ind igen – Det var bare noget bæ! Til sidst ringede jeg til min mor og så måtte hun komme ud og få døren til at gå op. Jeg kom da ind til sidst – Heldigvis! Det havde også været træls dagen efter når sygeplejerskerne var mødt ind, at jeg så sad der udenfor helt frossen – Det ser så træls ud, Det skaber i hvert fald ikke ligefrem flere kunder i butikken, så at sige!

Lørdag eftermiddag tog min mor hjem. Hun trængte vidst også til en god nats søvn. Der havde været to piger mere indlagt på min stue i løbet af ugen, men kun meget kort begge to. Lørdag aften var der stille på afdelingen. Der var risengrød i køkkenet, så jeg øste lidt op og tog et par skiver knækbrød og så kørte en af sygeplejerskerne et tv ind til min seng, og så sad vi og så en gyserfilm imens jeg spiste. Det var SÅ hyggeligt! Det var dejligt at slutte noget så træls af, med en god oplevelse! Dagen efter skulle jeg udskrives og jeg skulle dermed starte på et helt nyt liv hvor jeg selv skulle tage ansvar på for min sygdom og stå på helt egne ben, uden at jeg bare lige kunne spørge sygeplejersken om råd..

[Del 3 følger..]