Den dag alting ændrede sig [Del 5]

Efter en lang periode med natarbejde i weekenderne, skole i hverdagene og et svingende blodsukker, måtte jeg tage ansvar og kontrol over mig selv og min sygdom. Jeg fik sat en lille måler i mit maveskind, der kunne måle mit blodsukker hele døgnet og se hvor slemt det stod til. Måleren gjorde så ondt at have på, at jeg måtte have den af efter kun 1-2 dage. Jeg gik til kontrol på Herning sygehus hver 2-3 måned og fik taget blodprøver indimellem.

Jeg kan virkelig huske hvor svært jeg synes det hele var. Jeg ville gerne have styr på alt! Hjemmet, skolen, arbejde, vennerne og min sygdom, men det var ligesom at sygdommen desværre ofte kom i sidste række. Nu hvor jeg ser tilbage kan jeg selvfølgelig godt se at det både var dumt og forkert, men det kan jeg jo ikke lave om på nu!

Efter jeg blev færdig med min uddannelse, som blev forlænget ½ år, fik jeg mit første job, som hjemmesygeplejerske i Herning. Det var medvirkende til, at jeg fik mere styr på det hele. Jeg blev ansat i en fast aftenvagt, hvilket gav mange fridage og mere tid til at få styr på alt det jeg gerne ville. Jeg fik bedre styr på mit blodsukker, men det var stadig ikke helt godt!

Efter 8 måneder med fast job i Herning, flyttede jeg. Jeg fik et helt andet liv, hvor jeg fik mere styr på alt i mit liv – især min sygdom! Jeg har det sidste år, taget ansvar for min sygdom som aldrig før! Jeg er blevet bedre til at måle mit blodsukker oftere, blevet bedre til at tage insulin og jeg har lært nye teknikker og regnemåder, der gør det meget nemmere for mig at regne mig frem til en dosis. Jeg er begyndt at benytte mig af kulhydrattælling og det gør det hele meget nemmere for mig! Kulhydrater er dét der får blodsukkeret til at stige, derfor tæller man mængden af kulhydrat i det måltid man skal til at indtage. Det taster jeg så ind i min blodsukkermåler, som ved hvor mange enheder insulin jeg skal have per 10 gram kulhydrat. Herefter fortæller den hvor mange enheder jeg skal have, til det pågældende måltid. Udover dette har jeg sagt ja til en få en insulin pumpe (mere om den senere!) og jeg får den allerede i uge 13, her sidst i marts. Jeg glæder mig SÅ meget! Jeg tror, at det er det sidste skridt til, at få fuldstændig styr på min diabetes éngang for alle!

Tak fordi I har gidet at læse med og få et lille indblik i, hvordan det er at leve med en kronisk sygdom!

God weekend! 🙂

Den dag alting ændrede sig [Del 4]

Den første dag i gymnasiet husker jeg også ret tydeligt. Vi sad ved hvert vores bord, som var sat i en hestesko. Jeg kiggede rundt på alle mine nye klassekammerater og jeg kan huske at jeg tænkte rigtig meget over, hvordan de næste tre år mon skulle forløbe. Til at starte med, skulle vi alle sammen lave et våbenskjold på et stykke papir. Jeg kan huske at jeg synes det var virkelig åndssvagt – Hvorfor kunne vi ikke bare tage en runde hvor vi fortalte om os selv?! Jeg tænkte, at jeg måtte benytte chancen, til at fortælle om min diabetes. Derfor tegnede jeg en insulinpen på mit våbenskjold og da det var min tur til at fortælle, sagde jeg at jeg havde sukkersyge og havde haft det i mange år. Jeg kan ikke helt huske hvordan de andre reagerede, fordi jeg var lidt nervøs over at skulle sige det – Tankerne kørte rundt i mit hoved. Jeg har, af en eller anden underlig årsag, altid været lidt ængstelig over, at skulle fortælle om min diabetes. Jeg aner ikke hvorfor! Det er jo ikke noget jeg kan gøre for, eller lave om på for den sags skyld. Jeg er nok lidt nervøs over hvordan folk vil reagere og hvad de mon kan finde på at spørge om. I den alder jeg har nu og med min uddannelse som sygeplejerske, så er jeg kommet dertil hvor jeg hellere vil at folk spørger til min sygdom og kommer med alle deres antagelser og fordomme, end at de sidder og grubler over hvad sygdommen mon betyder for mig, eller om det smitter? Og ja – Det er jeg blevet spurgt om mange gange! Og nej, det smitter absolut ikke!

Anyways! Der var, så vidt jeg husker, ikke den vilde reaktion på min sygdom den første dag i gymnasiet og det passede mig rigtig fint! Vi var 7 piger i klassen der fandt sammen i vores egen lille gruppe og de var egentlig allesammen gode til både at spørge ind, men også lade det være – Giver det mening?

De tre år i gymnasiet gik på sin vis ret hurtigt. Det jeg husker mest, var en masse lektier og aflevering og at det alt sammen var virkelig svært! Det var egentlig tre ret hårde år, selvom de hurtigt var ovre.

Efter de tre år på gymnasiet, tog jeg en stor beslutning og flyttede hjemme fra mine forældre og hele vejen til Herning. Jeg havde søgt ind på uddannelse og var kommet ind på sygeplejeskolen i Holstebro. Det var skønt! Da jeg startede på sygeplejeskolen i september 2008, kan jeg huske at jeg igen havde svært ved at skulle fortælle om min diabetes, men alligevel ikke på samme måde – Nu var vi alle sammen på vej til at blive sundhedsfaglige og derfor tænkte jeg at de helt sikkert ville forstå det på en anden måde. Det gik meget frem og tilbage med min sukkersyge i de fire år. Jeg havde svært ved at kontrollere det ordentligt og jeg havde mange op- og især nedture i de fire år. Det var en svær klasse jeg gik i og jeg havde rigtig svært ved eksamen og opgave skrivninger. Det var svært at holde styr på skole, livet og ikke mindst en sygdom også, når man samtidig også lige var flyttet hjemmefra for første gang!

Efter et års tid, eller halvandet fik jeg job på et stort og nyt diskotek i byen. Jeg var meget usikker på om det var noget for mig, men jeg havde brug for at lære nye mennesker at kende og at blive mere udadvendt og åben overfor nye bekendtskaber. Det var i og for sig en god tid, men de lange arbejdsnætter gjorde det ikke ligefrem nemmere at holde styr på blodsukkeret. Jeg mødte ind ca. kl. 23 og når jeg gik hjem igen om morgenen var klokken ofte blevet 7-8. Derefter sov jeg det meste af dagen, ofte til klokken 14-15 stykker. Det var jo ikke ligefrem en normal dag med morgenmad, frokost og aftensmad og jeg fik nok ikke helt den mængde insulin jeg i virkeligheden havde brug for!

Det var virkelig svært at holde styr på det hele i den periode og jeg må nok indrømme, at jeg indimellem satte sygdommen lidt til side, fordi der var så meget andet jeg også skulle have styr på!

[5 og måske sidste del følger snarest!]

Den dag alting ændrede sig [Del 3]

Søndag formiddag, kom mine forældre og min søster og hentede mig på sygehuset. Efter fem dages indlæggelse, var jeg nu færdig behandlet og det var vurderet, at jeg kunne klare mig selv, mere eller mindre. Jeg kan tydeligt huske den første aften derhjemme, hvor jeg skulle tage insulin helt selv, uden der var nogen til at hjælpe mig. Jeg havde selvfølgelig mine forældre, men jeg ville jo også gerne klare mig selv!

Helt i starten da jeg lige havde fået sygdommen konstateret, tog jeg insulin to gange om dagen – Morgen og aften. Det var to forskellige slags insulin, der var blandet af langsom og hurtigvirkende insulin. Den første aften hjemme, gik jeg ind på mit værelse og lukkede døren. Jeg skulle tage insulin for første gang helt selv og jeg synes virkelig det var en overvindelse uden lige! Jeg har aldrig været decideret nåleskræk, men jeg skulle virkelig tage tilløb den første gang jeg skulle tage insulinen derhjemme. Jeg tog det i låret og jeg sad længe på min seng, med bare ben og insulin pennen i hånden og overvejede situationen meget nøje. Pennen skulle rystes for at blande de to typer insulin og jeg tror aldrig nogensinde en insulinpen er blevet rystet så meget, som min blev den dag! Cirka 30 minutter efter, jeg havde lukket døren til værelset bag mig, fik jeg taget mig sammen. Langt om længe. Endelig! Jeg lavede en fin fold med tommel og pegefinger, som jeg så fint havde lært og så stak jeg den 6 mm. lange nål ned i låret og trykkede på stemplet. Jeg havde taget insulin helt alene, for første gang i mit liv – På en eller anden måde var det en helt vild følelse! Et stort skridt på vejen mod selvstændighed, i hvert fald i forhold til min sygdom.

Mandag morgen, skulle jeg i skole igen. Det var på en måde lidt underligt, fordi jeg var ‘rask’ da jeg var i skole sidst, og nu havde jeg pludselig en sygdom. Hvad ville de andre i klassen ikke sige og hvad nu hvis de spurgte om en masse jeg ikke kunne svare på? Vi skulle starte mandag morgen med konfirmations forberedelse. Jeg mødte op i kirkecentret og det virkede til, at de fleste synes det var sejt at jeg allerede var tilbage. Så var det ligesom det. Der blev ikke gjort det store ud af det, og det var jeg faktisk glad for! Herefter forløb mine dage egentlig som de havde gjort før i tiden. Sygdommen blev ret hurtigt til en vane, hvilket gjorde det en del nemmere for mig at håndtere. I dag kan jeg slet ikke huske, at jeg nogensinde har været helt rask, eller i hvert fald følelsen af det.

De første år gik jeg til kontrol på Skejby sygehus cirka hver 3. måned. Jeg talte med læge og sygeplejerske og fik taget blodprøver. Det gik egentlig meget fint, så vidt jeg husker. Mine prøver var ganske fine og alt gik som det skulle. På et tidspunkt, da jeg havde haft diabetes i et par år, var jeg med i en test på sygehuset. Det var en test der skulle afgøre om jeg stadig selv producerede insulin. Når man får konstateret sygdommen, laver de fleste stadig selv lidt insulin – Det kaldes for honeymoon fasen. Denne test skulle altså afgøre, om jeg stadig var i den fase. Jeg mødte op på Skejby, fastende, klokken 8 en mandag morgen, sammen med min mor. Jeg fik taget blodprøver, virkelig mange blodprøver, jeg tror de fyldte 7-8 glas – og behøver jeg sige, at jeg lå ned undervejs, for ikke at blive svimmel? Efter blodprøverne skulle jeg drikke en smoothie-agtig-ting, som jeg faktisk ikke kan huske hvad indeholdt. Det var lidt sjovt at blive udvalgt til den slags test og at finde ud af, hvad der egentlig foregik inde i min krop. Efter testen fandt vi ud af, at jeg ikke rigtig lavede insulin selv længere. På en måde var det ret godt for mig. Det er svært at styre sin diabetes, når man ikke ved hvor meget kroppen laver. Når man kommer derud hvor kroppen ikke laver insulin længere, så ved du mere hvad du har at regne med, fordi du selv skal tage 100 % af det insulin du har brug for.

Efter jeg gik ud af 9. klasse i folkeskolen, tog jeg et år på efterskole i Ingstrup, ved Løkken i Nordjylland. Det var en udfordring i den forstand, at jeg måtte være mig selv nærmest og det var ikke bare sådan lige, hvis jeg pludselig havde problemer med blodsukkeret, manglede insulin, eller andet i den dur. Egentlig, når jeg ser tilbage, så gik det meget godt det år jeg gik på efterskole. Jeg lærte at styre min sygdom selv og være mere selvstændig i forhold til, at tage kontrollen over diabeten. Samtidig dyrkede jeg rigtig meget sport og det havde helt sikkert en positiv effekt på mit blodsukker og på mængden af den insulin jeg tog i løbet af dagen.

Efter de 10 måneder jeg gik på efterskole, startede en mere seriøs del af mit liv, da jeg i sommeren 2005, startede på gymnasiet. Jeg startede i en klasse hvor jeg inden kendte! Alle ansigter var nye, kun én kendte jeg lidt til, men ikke meget. Det var svært at finde ud af, hvilket ben jeg skulle stå på og hvordan får man egentlig lige fortalt folk man ikke kender, at man har en kronisk sygdom – Skal man overhovedet fortælle dem det?!

[Del 4 følger..]