Den dag alting ændrede sig [Del 4]

Den første dag i gymnasiet husker jeg også ret tydeligt. Vi sad ved hvert vores bord, som var sat i en hestesko. Jeg kiggede rundt på alle mine nye klassekammerater og jeg kan huske at jeg tænkte rigtig meget over, hvordan de næste tre år mon skulle forløbe. Til at starte med, skulle vi alle sammen lave et våbenskjold på et stykke papir. Jeg kan huske at jeg synes det var virkelig åndssvagt – Hvorfor kunne vi ikke bare tage en runde hvor vi fortalte om os selv?! Jeg tænkte, at jeg måtte benytte chancen, til at fortælle om min diabetes. Derfor tegnede jeg en insulinpen på mit våbenskjold og da det var min tur til at fortælle, sagde jeg at jeg havde sukkersyge og havde haft det i mange år. Jeg kan ikke helt huske hvordan de andre reagerede, fordi jeg var lidt nervøs over at skulle sige det – Tankerne kørte rundt i mit hoved. Jeg har, af en eller anden underlig årsag, altid været lidt ængstelig over, at skulle fortælle om min diabetes. Jeg aner ikke hvorfor! Det er jo ikke noget jeg kan gøre for, eller lave om på for den sags skyld. Jeg er nok lidt nervøs over hvordan folk vil reagere og hvad de mon kan finde på at spørge om. I den alder jeg har nu og med min uddannelse som sygeplejerske, så er jeg kommet dertil hvor jeg hellere vil at folk spørger til min sygdom og kommer med alle deres antagelser og fordomme, end at de sidder og grubler over hvad sygdommen mon betyder for mig, eller om det smitter? Og ja – Det er jeg blevet spurgt om mange gange! Og nej, det smitter absolut ikke!

Anyways! Der var, så vidt jeg husker, ikke den vilde reaktion på min sygdom den første dag i gymnasiet og det passede mig rigtig fint! Vi var 7 piger i klassen der fandt sammen i vores egen lille gruppe og de var egentlig allesammen gode til både at spørge ind, men også lade det være – Giver det mening?

De tre år i gymnasiet gik på sin vis ret hurtigt. Det jeg husker mest, var en masse lektier og aflevering og at det alt sammen var virkelig svært! Det var egentlig tre ret hårde år, selvom de hurtigt var ovre.

Efter de tre år på gymnasiet, tog jeg en stor beslutning og flyttede hjemme fra mine forældre og hele vejen til Herning. Jeg havde søgt ind på uddannelse og var kommet ind på sygeplejeskolen i Holstebro. Det var skønt! Da jeg startede på sygeplejeskolen i september 2008, kan jeg huske at jeg igen havde svært ved at skulle fortælle om min diabetes, men alligevel ikke på samme måde – Nu var vi alle sammen på vej til at blive sundhedsfaglige og derfor tænkte jeg at de helt sikkert ville forstå det på en anden måde. Det gik meget frem og tilbage med min sukkersyge i de fire år. Jeg havde svært ved at kontrollere det ordentligt og jeg havde mange op- og især nedture i de fire år. Det var en svær klasse jeg gik i og jeg havde rigtig svært ved eksamen og opgave skrivninger. Det var svært at holde styr på skole, livet og ikke mindst en sygdom også, når man samtidig også lige var flyttet hjemmefra for første gang!

Efter et års tid, eller halvandet fik jeg job på et stort og nyt diskotek i byen. Jeg var meget usikker på om det var noget for mig, men jeg havde brug for at lære nye mennesker at kende og at blive mere udadvendt og åben overfor nye bekendtskaber. Det var i og for sig en god tid, men de lange arbejdsnætter gjorde det ikke ligefrem nemmere at holde styr på blodsukkeret. Jeg mødte ind ca. kl. 23 og når jeg gik hjem igen om morgenen var klokken ofte blevet 7-8. Derefter sov jeg det meste af dagen, ofte til klokken 14-15 stykker. Det var jo ikke ligefrem en normal dag med morgenmad, frokost og aftensmad og jeg fik nok ikke helt den mængde insulin jeg i virkeligheden havde brug for!

Det var virkelig svært at holde styr på det hele i den periode og jeg må nok indrømme, at jeg indimellem satte sygdommen lidt til side, fordi der var så meget andet jeg også skulle have styr på!

[5 og måske sidste del følger snarest!]