Min mor ringede selvfølgelig til min far og fortalte det hele og at vi nu skulle indlægges på børneafdelingen på Skejby sygehus. Vi fik pakket lidt af hvert og jeg kan huske at det var svært at finde ud af hvad jeg skulle tage med. Jeg havde aldrig været indlagt før og jeg vidste ikke noget om noget som helst!

Min mor og jeg satte os ind i bilen og kørte mod Skejby. Jeg vil tro at klokken var 17-18 da vi drog afsted. Jeg kan især huske ét samtale emne der var oppe på køreturen og det var selvfølgelig sygdommen – diabetes. Føj det lyder grimt hva?! Jeg kan huske at jeg sagde “Det er da altid noget at det ikke hedder fedt-syge; Tænk hvis man ikke måtte spise fedt! Så kunne man jo aldrig spise pizza og pomfritter?!” Jeg blev klogere!

Da vi ankom til sygehuset, blev vi guidet ind i et forholdsvis stort rum. I midten af rummet stod en hospitalsseng, som jeg skulle lægge mig op i. Som sagt, så gjort. Rundt om på alle vægge hang måleudstyr, ilt udstyr og alt mulig andet. Jeg var virkelig INDLAGT nu! Denne her del er lidt udvisket i min hukommelse, men jeg mener der var et sted imellem to og fire sygeplejersker på stuen. Jeg lå i sengen og min mor sad ved siden af på en stol. Jeg fik en blodtryksmåler om armen og imens den pustede manchetten op, gik sygeplejerskerne rundt og sørgede for andre ting. Men men men, manchetten stoppede ikke med at puste som den plejer, den fortsatte bare! Min blodårer i håndleddet blev større og større og jeg kiggede bare febrilsk over på min mor som fik råbt til en sygeplejerske.. Manchetten blev flået af min arm, den var tydeligvis heller ikke helt rask, men så passede vi jo godt sammen, den og jeg! Jeg fik vidst målt et blodtryk derefter, men jeg var altså ikke helt gode venner med blodtrykmåleren efter dens lille stunt!

Efter at have været på modtagelsesstuen i en times tid, blev vi vist ind på den stue jeg skulle være indlagt på. Det var en fire sengs stue og i en seng skrådt overfor min, lå en anden ung pige, som var indlagt med meget alvorlig anoreksi.

De dage jeg var indlagt flød meget sammen. Jeg var til diætist flere gange, men det eneste jeg rigtig kan huske er, at hun havde uldsokker på i hendes åbne sandaler. Det synes jeg virkelig var kikset! Jeg brugte også meget tid ude i afdelingens køkken hvor jeg spiste rugfler og melon!

Inden jeg blev indlagt havde jeg tabt rigtig mange kilo, rigtig hurtigt! Der var nogle der havde spurgt om jeg havde anoreksi – Så det var ret slemt! Det mest skræmmende er, at jeg slet ikke selv havde set det! Som jeg tit har joket med, så er den mest effektive kur, at have diabetes uden at vide det! Du kan spise lige hvad du vil og alligevel tabe dig helt vildt – Det er da smart!

Jeg snakkede med mange forskellige sygeplejersker under indlæggelsen og mange læger og så hende diætisten. De var rigtig søde allesammen, men min yndlings var nat sygeplejersken. Jeg snakkede stort set ikke med hende, men hun var så sød når hun kom snigende om natten med hendes kolde fingre og målte mit blodsukker og gav mig et glas saftevand hvis mit blodsukker var lige til den lave side. Hun var SÅ sød og det er faktisk på grund af hende, at jeg sidder her som uddannet sygeplejerske i dag – Så tak søde nat sygeplejerske!

Jeg var indlagt i fem dage, fra onsdag til søndag formiddag. Min mor var indlagt sammen med mig, men tog så hjem lørdag og så overnattede jeg alene den sidste nat. Det var jo også hårdt for min mor at være indlagt sammen med mig! Hun vågner meget let, så hun vågnede jo hver gang sygeplejerskerne kom ind om natten, og hende der lå på samme stue som mig, havde en fast vagt siddende ved sig hele døgnet de første par døgn, så der var jo hele tiden en form for aktivitet på stuen, også om natten.

På de fem dage lærte jeg at måle blodsukker, tage insulin og lærte om hvad der var godt at spise mm. Inden de fem dage var gået, så havde jeg taget 4 kg. på – Det var altså ret godt klaret synes jeg selv (og min mor)! Jeg var SÅ tynd da jeg blev indlagt, så det var rigtig godt for mig at tage på!

Jeg kan huske at jeg en dag fik besøg af tre veninder fra klassen – mine bedste veninder! De kom en dag hvor jeg skulle have taget blodprøver. Vi sad ude i et opholds areal og snakkede, da laboranten kom, og jeg stak bare armen frem, for jeg havde efterhånden vænnet mig til det. De andre kiggede lidt underligt, de var jo ikke vandt til, at der sådan var nåle, blod og læger overalt omkring dem! De var så søde de tre piger og vi havde en rigtig hyggeligt eftermiddag – De havde endda været så søde at tage en gave med til mig! Den blev jeg glad for!

Flere gange under indlæggelsen, blev jeg bedt om at løbe op og ned ad trapperne, hvis mit blodsukker var lidt for højt. Det synes jeg virkelig var noget underligt noget, men det virkede!

Jeg kan huske en aften, imens min mor også var på sygehuset, hvor jeg var gået udenfor en aften. Jeg tror måske jeg skulle snakke i telefon. Da jeg så ville ind igen, så havde dørene ind til sygehuset eddermame låst sig i! Så stod jeg derude og kunne ikke komme ind igen – Det var bare noget bæ! Til sidst ringede jeg til min mor og så måtte hun komme ud og få døren til at gå op. Jeg kom da ind til sidst – Heldigvis! Det havde også været træls dagen efter når sygeplejerskerne var mødt ind, at jeg så sad der udenfor helt frossen – Det ser så træls ud, Det skaber i hvert fald ikke ligefrem flere kunder i butikken, så at sige!

Lørdag eftermiddag tog min mor hjem. Hun trængte vidst også til en god nats søvn. Der havde været to piger mere indlagt på min stue i løbet af ugen, men kun meget kort begge to. Lørdag aften var der stille på afdelingen. Der var risengrød i køkkenet, så jeg øste lidt op og tog et par skiver knækbrød og så kørte en af sygeplejerskerne et tv ind til min seng, og så sad vi og så en gyserfilm imens jeg spiste. Det var SÅ hyggeligt! Det var dejligt at slutte noget så træls af, med en god oplevelse! Dagen efter skulle jeg udskrives og jeg skulle dermed starte på et helt nyt liv hvor jeg selv skulle tage ansvar på for min sygdom og stå på helt egne ben, uden at jeg bare lige kunne spørge sygeplejersken om råd..

[Del 3 følger..]

Den 23. Januar 2002 klokken cirka 16, ændrede mig liv sig 180 grader. Noget jeg aldrig i hele mit liv, havde overvejet kunne ske, skete for mig netop den dag. Jeg var 13 år gammel og gik i 7. klasse. Jeg havde længe haft det underligt. Jeg vågnede om natten fordi jeg var ved at tisse i bukserne. Så drak jeg en masse vand, gik på toilettet igen og sådan kunne det fortsætte mange gange på én nat. I skolen var jeg rigtig træt. Jeg fik flere gange at vide, at jeg direkte lugtede ud i munden! Det er ikke lige det man har lyst til at høre når man er teenager! Jeg gik ofte ud i timerne for at gå på toilettet. På samme tid tog jeg min vandflaske med ud og fyldte den op. Hver gang jeg satte munden til flasken, drak jeg ½ liter – HVER gang!

Jeg husker tydeligt den dag, den 23. januar 2002. Vi havde idræt i skolen og vi spillede volleyball. Vi havde en turnering hvert år, hvor hele skolen deltog. Jeg var så absurd træt og min lærer skældte mig halvt ud, fordi jeg ikke rigtig lavede noget og jeg virkede så doven og ugidelig. Jeg sagde flere gange, “Jeg kan bare ikke!” og det kunne jeg virkelig ikke! Efter skole skulle jeg til guitar undervisning. Jeg fortalte min guitar lærer, at jeg skulle til lægen bagefter og at min mor mente jeg havde sukkersyge, men det havde jeg jo selvfølgelig ikke! Det havde jeg i hvert fald overbevist mig selv om! Dengang blev der skrevet en masse i bladene om unge der fik diabetes og det havde min mor opsnappet – Hvilket jo viste sig at være ret heldigt for mig!

Jeg havde været ved lægen flere gange inden denne dag, men min læge havde hver gang sagt, at jeg var teenagere og “Teenagere har jo nogle mærkelige idéer indimellem”. Ikke én eneste gang tjekkede han mig for diabetes, selvom jeg havde samtlige symptomer på det! Behøver jeg sige, at jeg skiftede læge derefter?!

Klokken cirka 16 den onsdag, sad min mor og mig ved lægen og ventede. Jeg havde lavet en urinprøve hjemmefra, på min mors foranledning og den havde vi selvfølgelig med. Mutti sagde, at han skulle teste mig for sukkersyge og det gjorde han så – Fordi han fik besked på det! Der var sukker i mit urin (sjovt nok!) og mit blodsukker var, og hold nu fast, 26,3! Jeg kan tydeligt huske, at det var tallet, fordi det var så ekstremt højt! Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg begyndte at græde, fordi det kom så meget bag på mig. Jeg troede jo slet ikke jeg var syg – Jeg troede bare jeg var teenager, det var jo lægen havde sagt! Min mor var også noget chokket, men hvem ville ikke være det, når de lige har fået at vide at deres barn har en kronisk sygdom! Jeg tror på en måde også lidt hun følte at hun havde lidt skyld i at jeg var syg – Selvom hun jo på ingen måder havde noget som helst med det at gøre! Ingen kan gøre for at jeg er syg i dag…

Min læge sagde, efter konstateringen, at vi skulle tage hjem og så skulle jeg indlægges på Skejby sygehus næste morgen klokken 10. Vi var kun lige nået ind ad døren derhjemme, da de ringede fra Skejby, at vi skulle pakke og komme med det samme!!

[Del 2 følger…]

Husk at du kan følge bloggen på blandt andet Bloglovin – Følg linket nederst på min blog, for at blive re-directed. Tak! 🙂

Det der med at være blogger.. Det er jo møg hamrende spændende. Man kan skrive om det man lige har lyst til og lige hvornår man har lyst! Du kan skabe din helt egen verden og hvis du er rigtig heldig, så er der måske endda nogle der gider læse det du skriver! Og så kommer det med held.. For hvad er det egentlig?? Der er jo rigtig mange bloggere i dag. Alene i Danmark findes der mange dygtige bloggere der tjener penge på deres skriveri og visning af billeder og egne outfits og hvad har vi.. Nogle af dem er endda så heldige, at deres blog har ført meget mere med sig! Nogle har opstartet design samarbejder, nogle har været på vilde rejser og nogle er bare så heldige, at kunne leve af, at skrive deres hjerte ud… Nogle bloggere kommer frem, fordi de har en kendt mand, far, søster, you name it.. Den anden dag læste jeg en blog (som for øvrigt var rigtig god!) og her skrev hun pludselig, at hendes blog, efter kun 3 uger, havde over 100.000 sidevisninger! Og så sidder jeg her – Helt ukendt og alene lille mig, Jeg har ikke engang 50.000 sidevisninger – Ikke engang 10.000 endnu! Og så tænker jeg – Hvordan kan hun være så heldig og så populær?! Så er det jo det viser sig, at hendes mand er skuespiller og at hun selv gør karriere indenfor mode verdenen! Allerede dér ved man jo godt hvad klokken har slået ikke.. MEN! Så viser det sig yderligere, at hun er gudesmuk, nygift og gravid med tvillinger, som forresten lige blev undfanget på bryllupsrejsen.. Jamen der er jo ikke et øje tørt! Nogle mennesker er jo bare for heldige! Jeg synes i hvert fald at HUN er heldig og jeg ville ønske at det var mig der havde så succesfuld en blog – ikke fordi jeg klager, absolut ikke, men man ønsker sig jo altid lidt mere end man har ikke?! Hvorom alt andet er, så er det altså ikke helt nemt, når man virkelig gerne vil blogge og gerne vil noget med sin blog og man synes at man gør alt hvad man overhovedet kan for at sprede budskabet.. Og så virker det bare til at komme helt af sig selv for andre bloggere! Armen altså – Klage sig kan man vel altid! Men men men, hvis man virkelig vil – Så kan man jo også, Har jeg hørt, et sted ude i byen!!

Phew, det var lige lidt galde fra min side – Det er jo også kun fredag én gang om ugen!

PS: Den søde bloggerinde jeg taler om har bloggen www.twinpeaks.dk og den er altså noget så hyggelig, sjov og inspirerende!

Så er det blevet tid til at afsløre noget om mig selv her på bloggen. Noget der indimellem har gjort det svært for mig at spise helt sundt og træne.

Jeg er nemlig diabetiker og har været det siden Januar 2002, altså i mere end 12 år. Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har været ‘rask’ eller ‘normal’, eller hvordan man nu skal sige det. Men nu er det engang sådan, at det er det jeg fejler og det må jeg jo bare leve med det. Jeg måler blodsukker og tager insulin mindst 4 gange HVER dag! Men men men.. i går var jeg så heldig, at min diabetes sygeplejerske sendte mig en mail om, at jeg er én af de heldige der er blevet tildelt en insulinpumpe. Og jeg får den allerede i uge 13! Jeg har aldrig nogensinde glædet mig så meget, til noget der har med min diabetes at gøre – Aldrig nogensinde! Livet bliver så meget nemmere for mig med pumpen 🙂

I forhold til kost og træning, så giver min diabetes indimellem nogle udfordringer. Hvis jeg får lavt blodsukker er jeg nødt til at indtage noget ‘forbudt’ for at få det op igen. Jeg bruger for det meste juice, men indimellem må jeg ty til stærkere midler, som fx sodavand. Før i tiden har jeg brugt det at have lavt blodsukker til at få noget jeg ikke må normalt. Fx en speciel sodavand jeg aldrig har smagt, eller noget slik og kage. Derfor kan det nogen gange være svært for mig helt at overholde en kur – Selvom det ikke er særlig ofte!

I forhold til træning, så er jeg nødt til at stoppe hvis jeg får lavt blodsukker. Jeg tror de fleste har prøvet at få lavt blodsukker, men det er nok ikke alle der har været klar over at de havde det. Det er rigtig ubehageligt. Jeg sveder og fryser på samme tid, ryster, er svimmel og kan få flimmer for øjnene. Får jeg lavt blodsukker når jeg træner, så stopper jeg med det samme! Der kan også være andre forhindringer. I går fx var jeg oppe og træne. Jeg startede på løbebåndet som jeg plejer, men da jeg havde ligget med lavt blodsukker hele natten, havde jeg en dundrende hovedpine der gjorde det nærmest umuligt for mig at løbe. Det kender alle sikkert. Det er ikke altid lige det fedeste at løbe med hovedpine, vel?

Jeg har også tidligere fået at vide, at det er sværere at gå ned i vægt som diabetiker, men faktisk aner jeg ikke hvorfor!

Jeg skriver ikke dette indlæg for at få medlidenhed eller noget som helst i den dur – Jeg skriver det for, at fortælle at vi allesammen har vores problemer der kan gå ud over både kost og træning. Nogle har skader der gør at de ikke kan løbe eller løfte tunge vægte, andre har sygdomme der gør at de ikke kan det samme alle dage. Lige meget hvad, så gælder det om at hænge i og fortsætte på trods af forhindringer i hverdagene. Nogen gange kan man være nødt til at indse undervejs i et vægttabs forløb, at det man havde regnet med skulle tage 3 måneder, måske tager 6 måneder, men fordi det tager længere tid, betyder det ikke at man ikke kan nå sit mål. For det kan man – Hvis man er villig til at kæmpe for det! 🙂