Den dag alting ændrede sig [Del 3]

Søndag formiddag, kom mine forældre og min søster og hentede mig på sygehuset. Efter fem dages indlæggelse, var jeg nu færdig behandlet og det var vurderet, at jeg kunne klare mig selv, mere eller mindre. Jeg kan tydeligt huske den første aften derhjemme, hvor jeg skulle tage insulin helt selv, uden der var nogen til at hjælpe mig. Jeg havde selvfølgelig mine forældre, men jeg ville jo også gerne klare mig selv!

Helt i starten da jeg lige havde fået sygdommen konstateret, tog jeg insulin to gange om dagen – Morgen og aften. Det var to forskellige slags insulin, der var blandet af langsom og hurtigvirkende insulin. Den første aften hjemme, gik jeg ind på mit værelse og lukkede døren. Jeg skulle tage insulin for første gang helt selv og jeg synes virkelig det var en overvindelse uden lige! Jeg har aldrig været decideret nåleskræk, men jeg skulle virkelig tage tilløb den første gang jeg skulle tage insulinen derhjemme. Jeg tog det i låret og jeg sad længe på min seng, med bare ben og insulin pennen i hånden og overvejede situationen meget nøje. Pennen skulle rystes for at blande de to typer insulin og jeg tror aldrig nogensinde en insulinpen er blevet rystet så meget, som min blev den dag! Cirka 30 minutter efter, jeg havde lukket døren til værelset bag mig, fik jeg taget mig sammen. Langt om længe. Endelig! Jeg lavede en fin fold med tommel og pegefinger, som jeg så fint havde lært og så stak jeg den 6 mm. lange nål ned i låret og trykkede på stemplet. Jeg havde taget insulin helt alene, for første gang i mit liv – På en eller anden måde var det en helt vild følelse! Et stort skridt på vejen mod selvstændighed, i hvert fald i forhold til min sygdom.

Mandag morgen, skulle jeg i skole igen. Det var på en måde lidt underligt, fordi jeg var ‘rask’ da jeg var i skole sidst, og nu havde jeg pludselig en sygdom. Hvad ville de andre i klassen ikke sige og hvad nu hvis de spurgte om en masse jeg ikke kunne svare på? Vi skulle starte mandag morgen med konfirmations forberedelse. Jeg mødte op i kirkecentret og det virkede til, at de fleste synes det var sejt at jeg allerede var tilbage. Så var det ligesom det. Der blev ikke gjort det store ud af det, og det var jeg faktisk glad for! Herefter forløb mine dage egentlig som de havde gjort før i tiden. Sygdommen blev ret hurtigt til en vane, hvilket gjorde det en del nemmere for mig at håndtere. I dag kan jeg slet ikke huske, at jeg nogensinde har været helt rask, eller i hvert fald følelsen af det.

De første år gik jeg til kontrol på Skejby sygehus cirka hver 3. måned. Jeg talte med læge og sygeplejerske og fik taget blodprøver. Det gik egentlig meget fint, så vidt jeg husker. Mine prøver var ganske fine og alt gik som det skulle. På et tidspunkt, da jeg havde haft diabetes i et par år, var jeg med i en test på sygehuset. Det var en test der skulle afgøre om jeg stadig selv producerede insulin. Når man får konstateret sygdommen, laver de fleste stadig selv lidt insulin – Det kaldes for honeymoon fasen. Denne test skulle altså afgøre, om jeg stadig var i den fase. Jeg mødte op på Skejby, fastende, klokken 8 en mandag morgen, sammen med min mor. Jeg fik taget blodprøver, virkelig mange blodprøver, jeg tror de fyldte 7-8 glas – og behøver jeg sige, at jeg lå ned undervejs, for ikke at blive svimmel? Efter blodprøverne skulle jeg drikke en smoothie-agtig-ting, som jeg faktisk ikke kan huske hvad indeholdt. Det var lidt sjovt at blive udvalgt til den slags test og at finde ud af, hvad der egentlig foregik inde i min krop. Efter testen fandt vi ud af, at jeg ikke rigtig lavede insulin selv længere. På en måde var det ret godt for mig. Det er svært at styre sin diabetes, når man ikke ved hvor meget kroppen laver. Når man kommer derud hvor kroppen ikke laver insulin længere, så ved du mere hvad du har at regne med, fordi du selv skal tage 100 % af det insulin du har brug for.

Efter jeg gik ud af 9. klasse i folkeskolen, tog jeg et år på efterskole i Ingstrup, ved Løkken i Nordjylland. Det var en udfordring i den forstand, at jeg måtte være mig selv nærmest og det var ikke bare sådan lige, hvis jeg pludselig havde problemer med blodsukkeret, manglede insulin, eller andet i den dur. Egentlig, når jeg ser tilbage, så gik det meget godt det år jeg gik på efterskole. Jeg lærte at styre min sygdom selv og være mere selvstændig i forhold til, at tage kontrollen over diabeten. Samtidig dyrkede jeg rigtig meget sport og det havde helt sikkert en positiv effekt på mit blodsukker og på mængden af den insulin jeg tog i løbet af dagen.

Efter de 10 måneder jeg gik på efterskole, startede en mere seriøs del af mit liv, da jeg i sommeren 2005, startede på gymnasiet. Jeg startede i en klasse hvor jeg inden kendte! Alle ansigter var nye, kun én kendte jeg lidt til, men ikke meget. Det var svært at finde ud af, hvilket ben jeg skulle stå på og hvordan får man egentlig lige fortalt folk man ikke kender, at man har en kronisk sygdom – Skal man overhovedet fortælle dem det?!

[Del 4 følger..]